Overblik

SKITUR I BØRNEPERSPEKTIV - NOREFJELL I UGE 12

Turen er for jer med mindre børn, der gerne vil afsted på ski i fem forrygende dage i marts.

Er det første gang på ski, har I prøvet det nogle gange, eller har I børn som måske lige så gerne vil nyde en kælketur, leg i poolen og hygge både inde og ude med småbørnsaktiviteter - så er konceptet lige noget for jer!

Vi vil gerne lave et luksuriøst alternativ til en hel uges skitur sydpå. Her er kort transporttid, meget lækre hotellejligheder, fantastiske faciliteter og børnepisten ét skridt fra døren, virkelighed. Vores koncept byder derudover på egen skiskole for alle børn, fælles eftermiddagssamlinger med sang og hygge, masser af leg og aktiviteter - og selvfølgelig muligheden for et godt glas rødvin når ungerne er puttet.

 

det får du

  • 5 dage i luksus-hotellejlighed på Norefjell Ski og Spa, inkl. morgenmad

  • Ski in/ski out

  • Liftkort i 5 dage

  • Skiskole for alle børn (samt mulighed for voksenskiskole)

  • Færgeoverfart Hirtshals-Larvik t/r *

  • Fællessamlinger og børnearrangementer


Priser

Pris pr. familie: kr. 11.995,- (ved 4 personer. 2 voksne og 2 børn under 7 år)

  • Familieprisen inkluderer også et evt. tredje barn under 2 år

  • Tillægspris for barn (7-17 år): kr. 850,-

  • Priser for andre konstellationer - fx mere end 5 personer, eller færre end 4 personer: Kontakt os for samlet pris.

*Turen er baseret på “kør-selv” som familie. Hvis ikke I sejler Hirtshals-Larvik, ydes et tilskud på 1900 kr. pr. standardfamilie


Datoer

Afrejse Århus: Søndag d. 15/3 (afgang Hirtshals-Larvik kl. 8.00, alternativt kl.17.30)

Ankomst Norefjell: Søndag d. 15/3 ca. kl. 15.00 (alternativt til midnat)

Hjemrejse: Fredag d. 20/3 kl. ca. 13.00 (afgang Larvik-Hirtshals 16.30)

Hjemkomst: Fredag d. 20/3 kl. ca. 22.30


Uddybende

Hele konceptet bygger på Kvalitet, Aktivitet og Fællesskab. Vi vil gerne være med til at give dig og din familie en fantastisk oplevelse sammen på ski, og samtidig sikre at hele familien kan dyrke de mange muligheder “rundt om“ skiløbet. Transporttiden er så kort som den kan findes, og vi tager afsted i marts for at undgå de allerkoldeste dage. I kører i egen bil, så jeres familie styrer tempoet, pauserne og ikke mindst pakningen. I kan have mad med til hele ugen, som kan nydes og forberedes i jeres lækre hotellejlighed (hvis ikke I vil spise på en af hotellets to restauranter, samt frokost på pisten), og om morgenen kan I stikke i sutskoene og gå til den meget lækre, inkluderede morgenbuffet sammen. Skiskolen starter lige udenfor hotellet, og skal I leje ski har vi et godt tilbud og I får udstyret gennem hotellets egen skiudlejning. De fælles aktiviteter foregår både inde og ude, og hver eftermiddag laver vi en hyggelig samling for børn og voksne, med lidt info, sang og kåring af dagens styrt. Vi bor samlet som gruppe, og der er mulighed for et godt glas rødvin om aftenen (og evt. en vinsmagning), tæt på børnene og vores hotellejligheder.

Vi forsøger at forene det fantastiske ved at være afsted på ski som familie, med det fantastiske i at være afsted som gruppe - hvor børn og voksne kan dyrke de fællesskaber og aktiviteter vi sætter op, og alt det som opstår undervejs.


Området

Norefjell byder på den største faldhøjde i Norge, og destinationen har tidligere huset OL. Ikke mindre end 1.010 meter er højdeforskellen, og i nordisk skisammenhæng er destinationen derfor også højtliggende. Højeste punkt er Høgevarde som ligger 1.459 meter over havet. Området har 11 lifter som giver adgang til samlet 27 km pister af forskellige sværhedsgrad (og dertil mange smukke kilometer langrendspister).

Den store højdeforskel betyder mulighed for særdeles lange nedfarter. Længste nedfart er på 6 km., og går helt fra toppen til stoleliften der starter i bunden, en tur der kan give selv meget erfarne løbere ømme lår. Begyndermulighederne er gode og spænder over tre forskellige dele af området. Der er funpark for de legeglade og gode restauranter at nyde frokosten på.

 
Norefjell kart 18 - 19 Nore Rein.jpg